Ezat Ullah kom til Danmark for snart fem år siden. Han var tretten år, da jeg mødte ham i asylcenterets besøgsrum. Han kiggede tomt på mig, helt uden forventninger. Jeg var også uden forventninger. Vi var begge nye på asylområdet i Danmark. Vi talte sammen en lille smule gennem tolk og så igen tomt på hinanden. Men så var vi i gang.

Jeg havde på det tidspunkt tid til at hjælpe og havde luftet tanken for min familie om at jeg gennem Røde Kors ville melde mig som frivillig voksen til uledsagede asylbørn. Vores egne børn var godt i gang med skolen og jeg arbejder mest aften, så kunne godt noget i dagstimerne. Og trængte til noget.

Jeg er ikke gået ind i det politiske omkring asyl og flygtninge. Jeg er gået ind i det humanitære. Vi kan ikke rumme alle flygtninge, og alle flygtninge er ikke flygtninge. Men vi kan behandle dem ordentligt mens de er her, så de lige meget hvilket udfald deres asylsag får, … er blevet ordentligt behandlet

Vi gik gennem Strøget. Ezat Ullah gik tre skridt efter mig. Jeg prøvede at hive ham op på siden af mig, men han smilede og sank tilbage bag mig. Vi købte forrige års mode til nedsat pris fra rodekasser bagest i butikken. Jeg pruttede om prisen på udgåede Converse og fik to par for et pars tilbudspris. Vi hentede gamle cykler og kørte dem ud til asylcentret i Grib Skov. Vi sad i kø i timevis hos Udlændingeservice for at høre til sagen. Vi gik til gratis tandlæge hos de tandlægestuderende på Panum. Vi kunne stadig ikke snakke sammen og når det var vigtigt havde vi en halv times telefontolk vi kunne ringe til fra asylcenteret.

Nu taler Ezat Ullah dansk. Han går i dansk skole. Han arbejder. Han har det godt. Han kommer jævnligt i familien og vi laver mad og får bank i FIFA eller bordtennis. Jeg prøver at lære ham hvad for nogle svampe han ikke skal spise.

Vi har snakket om, at vi sammen nok snart skal hjælpe et uledsaget flygtningebarn gennem det danske asylssystem.

Læs mere om Røde Kors asylarbejde her (eksternt link)

(Fotograf: marielouisemunkegaard)